Vildspire og tanker om bæredygtighed

Vildspire er en passion for godt håndværk & traditioner, et hoved fyldt med idéer & kærlighed til naturen, strik, garn & farver. Det er et ønske om at bringe naturens smukkeste farver frem i garn & lade det inspirere dig i dit strik

 

Strik er en lang proces - fra man bliver inspireret, over udvælgelse af model, garn og farver, mestring af teknikker, selve strikketiden til man endelig står med det færdige produkt. 

 

Strik er - for mig - et håndværk, hvori man lægger mange timer & meget kærlighed i at skabe et lækkert produkt enten til sig selv eller til en, man har kær. Det er en proces, der kræver ro & tålmodighed, men også teknisk kunnen, vedholdenhed, inspiration & entusiasme. I en verden, hvor meget skal gå stærkere & stærkere, er strik en hyldest til det, der tager tid og at man også gerne må nyde tilblivelsen af et produkt. 

 

For mig er det vigtigt, at du bliver lige så glad for dit nye garn, som jeg har været for at have det til låns. Jeg er sikker på at du har brugt lang tid på at udvælge det helt rigtige garn & den helt rigtige farve til dit projekt - men, det kan jo også være, at du på stedet er blevet forelsket i en bestemt farve & bare måtte eje den. Uanset hvordan mit garn er havnet på dine strikkepinde, håber jeg at du vil skabe et skønt stykke håndværk, som du - eller en, du har kær - vil have glæde af i mange år fremover.

I mit lille farveri foregår alle processer i hånden - lige fra indsamlingen af plantematerialet til farvning & opvinding af de færdige garner. Jeg gør mig også mange tanker om, hvordan jeg kan arbejde med garnet og farverne så bæredygtigt som muligt. Derfor har jeg bl.a. brugt langt tid på at finde frem til de rette garnbaser.

Hos mig finder du baser der som udgangspunkt enten er GOTS certificerede eller lokalt producerede. Jeg har ikke selv fårene gående i baghaven, men koncentrerer mig om at farve og derfor er det vigtigt for mig at vide, at garnet er produceret under ordentlige forhold.

Når man siger bæredygtighed, tænker de fleste umiddelbart på miljø & natur. Det er også en stor - og vigtig - del af bæredygtighed. Men, lige så vigtigt er det, at der i produktionsprocessen bliver tænkt over social og økonomisk bæredygtighed. Derfor vil de fleste af de garner, jeg arbejder med, være GOTS certificerede, hvor det er muligt. GOTS cerficeringen betyder bl.a. at man kan spore garnet hele vejen & være sikker på at det er produceret på en fornuftig måde.

Det vil dog også være muligt at finde garner hos mig, der ikke er GOTS. Til gengæld vil jeg gøre mig umage med at dokumentere dem så godt som muligt - ofte vil det være mere lokalt producerede garner som f.eks. mohairen fra Fynsk Mohair.

Ud over garnbaserne, tænker jeg også meget over de ressourcer jeg benytter til min farvning - særligt vand & plantemateriale. Det er ikke nogen hemmelighed, at der bliver brugt meget vand til farvning - jeg gør dog hvad jeg kan for at udnytte mine farvebade fuldt ud, genbruger dem & benytter i videst mulige omfang vandet så meget som muligt inden det bliver brugt til vanding af planter i min have. I min have har jeg en stor regnvandstønde, så når jeg farver bruger jeg altid vandet fra denne først.

 Det meste plantemateriale indsamler jeg selv i lokalområdet - men har som regel også altid en kurv med når vi er på ferie rundt i Danmark… det kunne jo være, at man kom forbi noget spændende!

Når jeg samler, sørger jeg altid for kun at klippe fra planten, ikke rykke den op med rod og at samle bredt for ikke at tømme et helt område - på den måde kan planterne fint overleve & kommer igen & igen selvom jeg bruger lidt til min farvning. 

Mit mål er altid, at man ikke skal kunne se, at jeg har været forbi med saksen. 

Der er mange synspunkter på hvad bæredygtighed er, og hvordan man er mest bæredygtig. Jeg tror det er vigtigt, at erkende, at bæredygtighed er en process i konstant bevægelse - i min verden er det vigtigt, at man har overvejet hvorfor man gør som man gør & at man hele tiden arbejder med at optimere & forbedre sig.

 

Foruden hensynet til miljøet, naturen, og menneskene, der arbejder med produktet, handler bæredygtighed for mig også om, hvordan og hvor længe produktet bruges. Det er langt mere bæredygtigt at bruge ressourcer på et produkt, som bliver elsket & brugt i mange år, fremfor et, der er en kort forelskelse & hurtigt ender i en ubrugt bunke bagerst i skabet. Jeg håber at mine garner kommer til at leve deres liv i yndlingsbunken, der ikke engang når at få en fast plads i skabet, fordi de er i brug hele tiden!

Vildspire er en lille spire, som langsomt er vokset frem, har skullet finde sin vej & nu er ved at bryde igennem overfladen. 

Jeg glæder mig til at vokse med den lille spire & se hvor den fører os hen!